Se billederne fra Grundlovstalen… søndag, 8. jun 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, Kommentarerpå http://ladelundefterskole.dk/multimedie/…
Min grundlovstale på Ladelund efterskole og Malt sogn d. 5 juni 2008 torsdag, 5. jun 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, KommentarerAllerførst vil jeg gerne sige mange tak for invitationen til at komme herned til jer i dag. Det er min første grundlovstale, og det er en udfordring Jeg vidste slet ikke at jeg allerede var gammel til den slags. Men ikke desto mindre en udfordring, som jeg med glæde har taget op. Og betingelserne er jo optimale, hvis ikke perfekte her i solskinnet.
Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle skrue denne tale sammen. Det kunne være en højtråbende politisk salgstale med punchlines og skældud. Eller en useriøst anekdotefortælling om livet som det udspiller sig i en hektisk valgkamp. Jeg har valgt at køre den min egen stil, sådan som jeg gør med de fleste ting her i livet. Men ingen grundlovstale uden grundlov:
Grundloven blev vedtaget i 1849 af Kong Frederik d. 7 og var resultat af befolkningens ønske om demokrati frem for monarki. Siden er fulgt ændringer til Grundlovens oprindelige form, blandt andet i 1915, hvor fæstede, fjolser, fængslede, fattigrøve og fruentimmere fik tilføjet deres stemmeret. I 1920 ændrede man Grundloven igen, så den også kom til at dække Sønderjylland efter første verdenskrig, der jo fra 1864 og indtil da havde været tysk. I 1953 igen, her ændrede man tronfølgerloven og nedlagde landstinget. Faktisk er der en lille ændring på vej i form af et årstal netop nu, nemlig tronfølgerloven af 2007, som kom undervejs da prins Christian var på vej, og man ønskede kronprinsparrets førstefødte som arving til tronen, ligegyldig kønnet.
De sidste mange år er altså den længste periode, der er gået uden tilføjelser eller ændringer til grundloven. Skal menneskerettigheder ikke indskrives i grundloven? Skal arbejdet for fred i EU ikke skrives ind, som det er gjort i den tyske grundlov? Dette kunne fylde en hel tale i sig selv.
At Grundlovsdag falder den 5 juni er ikke et sammenrend af tilfældigheder, og så alligevel. Kongens elskerinde til venstre hånd, grevinde Danner, havde født kongen en søn på netop den 5 juni, og som en diskret gestus til den uægte søn, der aldrig ville arve tronen, så krævede hun, at grundloven skulle udkomme på hans fødselsdag. Ja allerede dengang var det reelt kvinderne, der sad på magten.:)
Selvom Grundloven er over halvanden hundrede år gammel så synes den for tiden mere og mere aktuel og relevant. Ordet ”ytringsfrihed” er på alles læber. Især i mit fag, journalistikken, er det blevet en efterhånden gammelkendt floskel. Men giver vores grundlovssikrede ytringsfrihed ret til det meste? Jeg tvivler. Danmark er blevet sat på verdenskortet med vores berømte avisillustrationer, Muhammedtegningerne, der ikke alene i Danmark, men i hele verden har delt vandene.
Jeg har stået foran det, der engang var den danske ambassade i Beirut. Mens jeg for mit indre blik så brandbomber og sten blive kastet mod den husfacade, der stod foran mig, kunne jeg ikke lade være at overveje, om det var det værd. Genoptrykningen af tegningerne i dette forår har ikke gjort diskussionen mindre væsentligt. Hvad har vi ret til i demokratiets navn, og er prisen værd at betale? Danskere i udlandet er blevet mere udsatte, dansk erhvervsliv er truet, PET har forhøjet risikoen for en terrortrussel mod Danmark. Senest blev den danske ambassade i Islamabad bombet af det man i dag har fået bekræftet er Al Quida terrorister. Med ytringsfriheden følger også ansvaret for at bruge den rigtigt og bruge den klogt.
Det er også ytringsfrihed at råbe BOMBE i en lufthavn, men det er måske knap så smart?
Jeg er af den personlige overbevisning, at demokrati og ytringsfrihed ikke kan gradbøjes, men med omtanke og forståelse for min næste, der når min personlige overbevisning nye grænser. Vi skylder vores omverden at engagere os og hele tiden prøve at blive klogere på store problemstillinger i vores samfund. Med den tanke in mente, og ja lysten til varme og sol, har jeg nu besøgt Mellemøsten tre gange. Sidste gang i sommeren 2007, hvor jeg havde det privilegium, og den enormt store skræk, at blive inviteret direkte ind i hjertet af Hizbollahs hovedkvarter i Beirut, Libanon. Mine blå øjne og lyse hud stod i stor kontrast til deres mørkegyldne kulør. Solen bagede ned uden for, der var 40 grader og air conditionen i rummet var slukket. Desperat sad jeg i sofaen og hev og sled i min nederdel for at få den til at dække mine knæ. Mine skuldre og arme var godt pakket ind i en sweater, og jeg var mildest talt ved at omkomme i varmen. Men jeg sad med ørerne vidt åbne og tog notater inde i mit hoved, mens en mand oversatte fra arabisk til dansk. Det der slog mig var, uden at gå alt for meget ind i Mellemøstlig politik, at ordene, der strømmede ud af munden på lederen af Hizbollah i Beirut var meget ensidige. Hvis min mund ikke havde været helt tørret ind på grund af varmen, og hvis jeg havde haft modet til at rejse mig op mod denne store muslimske mand - så havde jeg fortalt ham på godt dansk, at han måske skulle prøve at se tingene fra lidt andre sider end bare sin egen.
I dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det. For her i vores lille smørhul begår vi konstant selv den samme fejl. Vi glemmer at vende tingene 180 grader og opleve dem, som andre oplever dem. Det kan være alt fra et skænderi med ens far over, hvorfor man ikke må låne hans nye bil, når man nu lige har fået kørekort. Eller sensoren ved eksamensbordet, der gav 00. Måske var det faktisk bare noget juks, du fik liret af. Måske har bilen kostet 400.000 kroner og ser bedst ud uden skrammer fra en mislykket parallelparkering. Måske bliver andre mennesker ramt på deres personlighed af at se deres religion latterliggjort i en stor dansk avis. Det handler om at se nuancerne og ikke mindst forstå og respektere mennesker, der tænker anderledes end du.
Helt grundlæggende kan jeg godt blive nervøs på vores demokratis vegne i dag. Gode, borgerlige partier har i årtier opbygget ideen om den personlige frihed. Men selv samme partier er i dag ved at nedbryde den tankegang. For at tage endnu en grundlovssikret rettighed, religionsfriheden, så smeltes den i disse år langsomt mere og mere væk. Senest i tørklædesagen, hvor danske dommeres ret til at bære religiøse symboler i de danske retssale er blevet tilbagevist.
Jeg ærgrer mig over den religionsforskrækkelse, som vores ledende politikere bærer præg af i dag. Er et neutraliseret samfund lig et sekulariseret samfund? Jeg tror det ikke. Jeg tror derimod, at religion og tro er med til at definere os som mennesker. Er religionen blevet personlig for os, så vil den gennemsyre vores tanke, tale, forholdet til andre mennesker og relationen til samfundet. Er den kristne tro blevet personlig for os, så bliver den til tanker og handlinger, som vi føler os forpligtede til. Ønsker en muslim at praktisere og vedkende sig sin tro, så tager en kvinde et tørklæde på.
Før i tiden lagde kirkegængere deres våben i våbenhuset ved indgangen til kirken for at signalere ønsket om fred, når de var der. Er det nået dertil i det danske samfund i dag, at vi alle skal smide kors, kalotter, tørklæder og budda-figurer i en, stor bunke, før vi træder ind i en retssal? Eller en skole, eller ned på Borgerservice i kommunen eller til et Grundlovsarrangement? Alene for at blive opfattet som neutrale og vel egentlig: normale oveni hovedet. Jeg håber det virkelig ikke.
Men angsten for religionen eller rettere for de mennesker, der praktiserer den og deres egen version af den, er blevet styrende i det danske samfund. Jeg bor til dagligt i Gellerupparken i Århus og lever midt i det moderne multikulturelle samfund, som nu engang er en realitet, hvad enten nogen vil erkende det eller ej. Jeg havde for nyligt besøg af min ti-årige kusine, og sammen skulle vi tage bussen ind mod byen. Ved et stoppested står en kvinde iført chador, et langt tørklæde, der dækker hele hendes krop, bortset fra fødderne. Min kusine, der er opvokset i en jysk provinsby, hvor de eneste udlændinge er adopterede ønskebørn, læner sig ind til mig og hvisker ”Hun ligner et spøgelse!”. Sammenligningen med det klassiske fastelavnskostume af et lagen med hul til øjnene var ligetil for hende, og jeg måtte presse panden godt ind imod ruden for ikke at grine højt af hendes store måbende øjne. Men ikke desto mindre er det vel ikke langt fra den opfattelse, som mange danskere sidder med. Vi er alle sammen lidt utrygge indeni ved mødet med indvandrere til trods for vi køber deres grøntsager, spiser deres pizzaer, går med dem i skolen og kører med dem i bussen. Vi er måske ikke alle lige villige til at indrømme det, for så ville vi jo være et produkt af mediernes og visse politikeres skræmmebillede af indvandrere, men vi er lidt utrygge. Jeg indrømmer gerne selv, at jeg føler det som lidt en jack ass-udfordring at gå gennem Gellerupparken om natten. Og jeg hader mig selv for det, så derfor bliver jeg ved med at gøre det. Vi må måske vende os til tanken om en forhøjet terrortrussel, men vi må aldrig vende os til de kræfter i os selv, der dømmer og stempler mennesker på forhånd og uden anden grund end frygt og uvidenhed.
En afledt effekt af Danmarks riges grundlov er netop den store demokratiske frihed, vi nyder godt af. Men demokratiet forpligter. Også selvom man ikke er stemmeberettiget, og livet går sin vante gang uden de store problemer, som den jo gør på en efterskole som denne. Jeg har de sidste par år været rundt på en stor håndfuld efterskoler for at diskutere og fortælle om politik, og resultatet er opløftende for mig: alle steder går helt unge mennesker, som jeg selv, ind i store politiske diskussioner med stor viden og et brændende engagement. For igen at vende tilbage til Mellemøsten, så er ungdomspolitisk engagement her næsten ikke eksisterende, fordi det er ulovligt. De siddende magthavere i lande som Libanon, Jordan og Syrien er simpelthen bange, for den effekt, politisk arbejde kan have hos unge mennesker. Unge mennesker er nemlig ofte idealister, som er drevet af deres personlige overbevisning og en tro på, at alt kan lade sig gøre. De er ikke farvede af fortidens synder og parolen om ”at det kan da ikke lade sig at gøre”. I Mellemøsten besvarer man dette forbud ved, som vi unge jo gør, at finde vores egne små løsninger på ting, vi synes er uretfærdige: de opretter debatklubber på universitetet, som udadtil bærer helt neutrale navne, men når døren lukkes, så diskuterer man højlydt magthaverne og deres politik. Uenige, som mange af dem jo er.
Tænk om det samme var tilfældet i dag: at jeres samfundsfagslærer undrende kommer til en lukket dør inden undervisning. Bag døren sidder 9.a og diskuterer, ja nærmest passioneret, den nye finanslov med store gloser, partipolitiske kampråb og slagkraftige argumenter. Dét tror jeg nok ville havne på forsiden af en dansk avis dagen efter.
For det sker desværre alt for sjældent, at unge aktivt involverer sig i politik. Og nej, det er ikke politisk aktivisme at joine en faceboook-gruppe ”Folk, der går med kniv er idioter”. Det er faktisk det, man kalder passivisme, og det bliver mere og mere udbredt i vores generation.
Hvor kedeligt politik end lyder, så vil jeg i dag som en hyldest til vores demokratis 159’s fødselsdag, opfordre cremen af den danske ungdom til at engagere sig i samfundet. Hvis ikke for at lære om det, så i det mindste for at forstå det. Hvorfor er det egentlig, at KL ikke kan give BUPL mere i lønningsposen? Hvad betyder et skattestop reelt for et samfund på længere sigt? Og hvordan kan det være, at ministre ikke helt bestemmer på deres eget fagområde, men skal sættes på plads af vores statsminister, når det ikke er de helt rigtige ord, der kommer ud af munden på hende?
Politik har udfordret og belært mig i seks år nu. Og det er gået rigtig stærkt for mig. Nogen gange FOR stærkt. Næste gang, der er valg, bliver første gang, jeg ikke kan sætte kryds ved mig selv på stemmesedlen. Som 18-årig var jeg opstillet til byrådet i Viborg, om dette efterår måtte jeg indse d. 24 oktober, at jeg var spidskandidat for Kristendemokraterne. For pludselig var der run på. De 20 dages valgkamp har uden tvivl været de mest hektiske i mit liv, foruden de dage, hvor jeg var mest skræmt, travl, søvnløs og motiveret.
Jeg er ikke meget ældre end de af skolens elever, som sidder her i dag. Jeg kan godt afsløre for jer i al fortrolighed, at ens ben vakler, når man sætter sig i en debat med Henriette Kjær, Anders Samuelsen og Morten Messerschmidt. Det er i den slags situationer, at man virkelig har svært ved at sige til sig selv: ”Ro på. Du klarer den. Det er bare… folketingspolitikere.. som er meget ældre end dig. Og klogere. Og med flere bannere. Og en gigantisk valgbus.” Men jeg overlevede hver gang. For det gør man jo. Alligevel må man jo tage sig tiden til at reflektere over det hele bagefter. Som da jeg for nogle måneder siden fik mailen: Morten Messerschmidt added you as a friend on facebook. We need you to confirm that you are, in fact, friends with Morten. Det tænkte jeg over i par timer. Er jeg egentlig det? Vil jeg være det? (jeg endte med a sige ja)
Som det nok er de fleste bekendt, så nåede KD ikke valg. Optællingen i dagene efter viste faktisk, at jeg var kommet ind som det fjerde mandat, hvis vi var nået over spærregrænsen. Alligevel var der ingen grænser for min skuffelse, da jeg stod på Christiansborg den aften. Min hektiske lange kamp, for det jeg troede på, var endt. Uden resultat. Eller i det mindste med et dårligt resultat. Den følelse er ikke forbeholdt ikkevalgte folketingskandidater. Jeg tror vi alle sammen på et tidspunkt enten har oplevet eller vil opleve, at vores drømme, mål og idealer ikke står mål med virkeligheden. Et mislykket forhold, forældre der bliver skilt, drømmeuddannelsen eller jobbet, man ikke fik. Lov har vi alle sammen til at dvæle ved øjeblikket og lade frustrationerne komme ud. Men livet går videre. Og med den idealisme og positive tro på det gode i livet, ja så kommer vi videre. Hvad enten vi er seksten, seksogfyrre eller seksogtres.
Jeg er ved at finde ud af, hvad mit næste projekt skal være i den her verden. Et godt bud kom fra direktøren fra bastard film, der besøgte journalisthøjskolen i sidste uge. Han står bag meget omdiskuterede dokumentarfilm, fx den om forholdene på Strandvænget. Han sagde: Vær indigneret! Vær opmærksom. Slå dig aldrig til tåls med den lette forklaring, og gå altid dybere ind i ting, du ikke forstår.
Det råd vil jeg også give videre til jer i dag. Glædelig grundlovsdag!
Grundlovsdag tirsdag, 3. jun 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, 3 kommentarerD. 5 juni holder jeg grundlovstalen i Malt sogn ved Vejen på Ladelund Efterskole kl. 14. Alle er velkomne, og talen vil umiddelbart efter blive lagt her ud på bloggen,
Glædelig grundlovsdag
http://ladelundefterskole.dk/nyheder/vis…
The way you make me feel mandag, 28. apr 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, 1 kommentarJeg vil gerne have lov at dedikere denne her blog til den mand, som jeg i præcis fire måneder nu har måtte kalde min kæreste. Jeg lovede dengang, at der kom mere om ham, og her er det så. Fire måneder med intens research, deriblandt familie- venne- og jobbesøg kombineret med intense samtaler, regulær udspørgning (undskyld) og almen googling.
Det er således blevet muligt at tegne en profil af den fyr, som jeg aldrig troede kunne findes så skønherlig:
Navn: Silas Bang
Alder: ældre (end mig)
Ophav: 10 pil op. Har indtil videre udvist forholdsvis stor tolerancetærskel over for nyankommen kæreste (mig) til familiens yngste.
Tendenser: tre. En til fodbold, en til godnat-øl, en til altid at sætte hår (selvom hår altid sidder ens)
Yndlingsbeklædning: Manchester United-halstørklæde (alle otte)
Det skal laves om: ingenting mere… har købt nyt, neutralt halstørklæde til manden
Største aktiv: kombinationen af alt ved ham… og at han også elsker rejemadder. Og marmelade uden bær. Og lys pålægschokolade. Og den måde han siger “Anne” på.
Det måtte jo ske, og jeg havde det på fornemmeren helt fra starten af. At jeg ville falde helt og holdent for ham. Men det er som om, jeg er løbet helt af sporet. Finder nu mig selv frysende på Lyngby stadion på SAS-ligasøndag kl. 20.30, tre timer efter alle andre er gået hjem, lyset er slukket og banen kridtet af. Fordi jeg er med min kæreste på arbejde. Og synes det er vildt fantastisk. Eller til brylluppet i sidste uge, hvor jeg mest af alt havde lyst til at ankomme i t-shirt påtrykt “Ha! - det er min kæreste”-logo og så en stor fed selvlysende pil hen på manden i jakkesættet på stolen ved siden af. Og i biografen, når han kommer tilbage med sodavand, og jeg ubevidst tænker “What a hottie” mens han kommer ned af stolerækken og bliver glædeligt overrasket, da han sætter sig ved siden af mig.
Det er helt skørt, som jeg konstant skal kramme ham og kysse ham og dufte til ham. Sende forelskede sms’er til ham på de underligste tidspunkter af døgnet og løbe skingrende sindssyg rundt i lejligheden skrålende “Total eclipse of the heart” mens man skriver digte med den ene hånd og dufter til hans t-shirt med den anden.
Jeg har aldrig sat et andet menneske så højt, som jeg gør med ham. Han smelter mig bare med et blik, og når han holder om mig, så er det som om alle problemer i verden nok skal løse sig. Med fare for at modsige mig selv i forhold til tidligere udtalelser om kærlighed her på bloggen, så tror jeg, jeg har mødt mit match. Hver eneste dag med ham er en gave og et privilegium, og jeg kan kun håbe, vi får en masse af dem.
Jeg elsker dig, skat.
Jeg kan, hvis jeg tør. Om karriereplanlægning, tilfældigheder og livets store chancer søndag, 30. mar 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, 1 kommentarSom det jo sædvanligvis sker for undertegnede, så var det ikke længe min lediggang varede. D. 8. marts fik jeg på KDU’s landsmøde i Ry kastet en smuk buket i hånden af min formandsskabs-kollega i KDU med en bevægende tale om tak for det hele. Med blomsterne fulgte bogen “Du kan hvis du tør” af Herbert Pundik.
En uge forinden takkede jeg af på Kristendemokraternes Hovedbestyrelsesmøde i Fredericia. Fem dage forinden havde jeg siddet til jobsamtale i Herning hos et firma, der “lige manglede mig” i staben og ønskede at udgøre mit første praktiksted som journalist fra august 2008 af.
Nogle kalder livet et sammenrend af tilfældigheder. Jeg er ikke en af dem. Under en tur til Børkop for at foretage et interview, kom jeg forbi en guldsmed, hvor en julegave skulle købes. I vinduet forelskede jeg mig i et diamantbesat ur med hvid krododillerem. Uret kom til låns på mit håndled i butikken, og jeg fik firmaets katalog med hjem. I Brabrand så jeg firmaets hjemmeside og opdagede, at min lokale guldsmed også var forhandler. Slentrende forbi butikken adskillige dage senere spottede jeg selv samme ur i vinduesudstillingen. Nu er jeg normalt ikke den materielle eller underlige type, der taler med ting. Men jeg tror, uret talte til mig. To måneder efter, på min 21 års fødselsdag, købte jeg uret. Jeg havde lovet mig selv, at det skulle være min belønning for at have klaret første år på Journalisthøjskolen, hvor jeg egentlig havde troet, jeg ville blive slagtet inden for den første uge.
I ren og skær begejstring over mit nye tidsindstillede armbånd skrev jeg en mail til designeren, Christina, fra Christina Design London, om tak for uret og ros for de fede ting, hun laver. Dagen efter kom der svar. “Send os dit CV og kom til samtale på mandag”. Hold da helt fødselsdag, det havde man ikke lige regnet med. Jeg skulle layoute på skolen hele dagen, det passede mig mildest talt dårligt, og var det ikke en kende for ambitiøst og sindsygt? “Kridt skoene og kom på mandag” var svaret. Du kan, hvis du tør.
Sat godt til rette i loungen på et Best Western-hotel foran direktionen i firmaet følte jeg mig en smule overvældet. Halvanden time senere tog jeg hjem med beskeden: Vi er meget interesserede i dig og det, du kan.
Siden den mandag d. 3. marts har projektet kørt: at få godkendt firmaet til praktikplads for mig. Det er sådan, at når et sted, der ikke er godkendt til praktikanter, sådan som LEGO, JP og Arla fx er det, så skal der indsendes en helt særlig ansøgning. Den ansøgning får jeg svar på nu her på mandag. I hele den kommende uge har vi undervisningsfri for at tage rundt til de praktiksteder, vi kunne tænke os at ansøge. Nogle tager en times biltur til Billund, andre et smut forbi Århus Stifttidende, nogle et par timers besøg på Politiken og så ud igen. Jeg tager en uge til Schweiz. I den store forhåbning, at firmaet bliver godkendt. Verdens mest anerkendte ur-messe. “Der er en særlig dresscode, siger den internationale direktør. Intet problem, jeg har masser af jakkesæt hjemme i skabet, siger jeg”. Tak til fortiden som skabs-politiker.
Jeg håber, firmaet bliver godkendt. For det er lige mig. Lov til at lave en hel masse selv, privilegiet at være den første på den journalistiske post i Christina Design London. Jeg skal flytte. Væk fra Århus, væk fra vennerne og kæresten. Det er irriterende, om en nødvendigt, hvis man vil efterleve en drøm, hvor de praktiske ender næsten aldrig når sammen. Hvad nu, hvis firmaet bliver afvist? De vil stadig gerne have mig. Mig. Der altid har gået den lige vej til målet. Orlov fra studiet for at tage den store udfordring og store chance op? Svaret er overvejelser, for og imod. Mange af dem. Men i sidste ende er det vel relativ simpelt: Du kan hvis du tør.
Om ambitioner på nogle nye stationer onsdag, 20. feb 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, KommentarerSøndag klokken 13 med bus 15 fra Frederiksberg rådhus. Den velkendte tur ned ad Gammel Kongevej og så et sving ved Vesterport station. Lyntoget mod jylland, der altid afgår fra spor fem eller seks. Det forekommer mig, at jeg har kørt så meget med det tog, at jeg burde købe et togsæt og installere som min etværelses lejlighed. Om morgenen, om natten, på tirsdage, torsdage og søndage og tilbage igen. Sovende, arbejdende, mobilsnak, musik i Mp3-afspilleren. En god bog eller bare tom kig ud af vinduerne. Altid på vej mod et eller andet; en debat, et møde, et foredrag eller en undervisningstime. Og nu var jeg for første gang bare på vej hjem.
Nogen døre må lukkes før andre kan åbnes, og med det tunge bump fra døren i vogn 31 mod Århus H lukkede en fantastisk tid sig bag mig og lod København være København og politik være stadig foranderligt og forbi. For mit vedkommende.
Det har været fem fantastiske år i Kristendemokraterne. Opture er blevet afløst af nedture og om igen. Sene nattetimer med lange politiske diskussioner, meget tidlige morgenmøder, resolutioner, lovforslag og kampen om sofaen i pauserne. Og ikke mindst de medsammensvorne, som med årene og kampene voksede sig til fantastiske og ubrydelige venskaber.
Jeg har set mig selv vokse fra den tilbageholdne introkursist i Kristelig Folkepartis Ungdom til den scenevante næstformand i Kristendemokratisk Ungdom, der ikke kan lade være at besætte enhver talerstol eller platform hun passerer. KDU har fremelsket min iver for at gøre en forskel og kæmpe for den overbevisning, jeg med tiden blev mere og mere overbevidst om, var kristendemokratiet i al dets verdensomspændende mangfoldighed. Iveren for at lære og lære nyt har taget mig til alt fra Amman til Beirut og hen over Skjern og Aalborg. Det er uden pæne floskler og overdrivelser, jeg kan sige, at KDU har formet mig til den, jeg er i dag.
Toget er kørt. Løbet kørte. Vi kæmpede. Og vi tabte. Med min ukuelige og til tider irriterende vilje til at gennemføre og succesere med mine projekter, så har det slået hårdt. På trods af et godt personvalg kan konteksten ikke udelades eller nederlaget ignoreres. Mine ambitioner for KDU og KD er ikke forsvundet eller svundet ind, men mine visioner og drømme har igen taget en drejning; akkurat som da jeg i 2002 meldte mig ind i KFU. Nu gælder det min uddannelse og ideen om at påvirke samfundsdebatten; men denne gang på den anden side af mikrofonen.
Så når jeg på landsmødet d. 9. marts går på talerstolen, bliver det for at gå af. Med al den respekt og kærlighed jeg har til “min” organisation har det været symbolsk for mig at være medskribent til den nye politik, der skal kendetegne os fremover. For det vil det stadig være. Os.
Og med samme vemod og måske et knæk på stemmebåndet, som jeg havde under weekendens sidste styrelsesmøde: Tak for det hele. Vi ses på toppen!
Topmålet af kedsomhed…. tirsdag, 29. jan 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, 2 kommentarer- men erfaring viser, at mine personlige indlæg hitter mest. (Why is that?) Godt studiet snart starter igen, så der igen kan komme meningsfuld tekst ud af mine fingre.
1. Hvordan bor du? Brabrand. Still going strong
2. Hvilken bog læser du lige nu? “The secret historie of Al-Qu’ida” af Abdel Bari Atwan og “Levende historie” af Hillary R. Clinton.
3. Hvilken kunstner/album ligger i din cd-spiller lige nu? Gabrielle Greatest Hits (altid!)
4. Hvad er dit foretrukne brætspil? Skak. Og Kalaha.
5. Favorit duft(e)? Min kæreste
6. Værste lugt? Samme
7. Yndlings lyd? Trine Dyrholm og Moonlighters “Danse i måneskin”
8. Værste følelse i verden? Ikke at føle noget. Eller manglen på mælk i køleskabet.
9. Hvad er det første du tænker på når du vågner om morgenen? Sluk vækkeuret. Og lyset, dame!
10. Yndlings farve? rød
11. Hvor mange gange når telefonen at ringe inden du tager den? Come on. Telefon ringer ikke. Den spiller “Walking on sunshine”!- og den skal ringe mere end 15 sekunder før den gode del kommer. Så ring igen, if…
12. Hvis du af en eller anden grund skulle skifte for- eller efternavn hvad skulle det så være? Mette Fugl
13. De(n) vigtigste “ting” i verden? Livet i sig selv. Og Marabou appelsin krokant. Med mælk til.
14. Favorit mad lige nu? Ovennævnte.
15. Chokolade eller vanille is? Pistacie!
16. Elsker du at køre stærkt? No doubt
17. Sover du med et tøjdyr - og har det et navn? Pude1, pude2, pude3, pude4 (sidstnævnte oversidder i forbindelse med igangværende vask efter uheldig rødvinsulykke)
18. Tordenvejr - sjovt eller skræmmende? Ligegyldigt?
19. Hvilket mærke var din første bil? VW Fox. Valgkamp 2007. Miss u, yellow-fellow.
20 Drømme bil? Audi S8.
21. Hvis du kunne vælge at møde en bestemt person (død eller levende). Ja, hvad så?
21. Favorit drink/alkohol? Leffe, chimay. Til ære for mine politiske mentorer. Rødvin, italiensk. Selvhenter gerne
22. Hvad er dit stjernetegn? Fisk?
23. Spiser du stilken på broccoli? Ja. Ligesom på champignoner. Grøntsager kan ikke rang-deles.
24. Hvis du kunne vælge hvilken som helst profession, hvad skulle det så være? Ulla Therkelsen.
25. Hund eller kat? Hund
26. I biffen eller lejer du en video? Begge. Telia Super-kunde med fri bio tirsdag OG block-kort.
27. Yndlings film? Nej. Alt hvor jeg enten græder eller griner. (udelukker ikke meget?)
28. Hvor mange fingre på tastaturet (blindskrift eller pegefingrene)? 6½
29. Hvad er der under din seng? Adgang forbudt
30. Favorit tal? 28
31. Hvilken sport ser du helst på tv? Håndbold
32. Hvilken tandpasta bruger du? (løber ud på badevær. og tjekker…) - colgate extra white!
33. Din livsfilosofi? “Do no wait. The timing will never be perfect” Napoleon Hill
34. Yndlingsblomst? Marabou appelsin krokant
35. Hvornår har du sidst været på hospitalet? 28. december 2007. Bloddonation.
36. Hvad gør du, når du keder dig? Åbenbart det her.
Kom så med nogle kommentarer!
Kristen retorikpolitik i det 21. århundrede mandag, 14. jan 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, 1 kommentarDet gjorde ondt på mange i Kristendemokraternes inderkreds at se fronterne blive trukket op i medierne i sidste uge. Det beskidte vasketøj blev hængt til offentlig skue og kreerede en mismodig stemning forud for lørdagens hovedbestyrelsesmøde. Det er med stor ærgrelse, jeg ser gode, stabile kræfter forlade et aktivt virke i det parti, vi alle har brændt så dybt og inderligt for så længe. Politik har alle dage været det muliges kunst, men nu ser intern strid ud til at skulle umuliggøre et samlet KD.
Kritikken har været alsidig, rosen lige så. Efter valget d. 13. november 2007 har svarene været mange på det ene spørgsmål: Hvad gik så galt? Enten var vi ikke kristne nok, vi pegede forkert rent parlamentarisk eller også satte vi en for bedsk Bodil på TV. Vi glemte at nævne Gud ofte nok, vi markerede ikke politiske mærkesager eller vi stod som handlingslammede over for vælgernes traditionelle folkeskole-opfattelse af Kristelig Folkeparti og en spærregrænse, der mere end noget andet argumenterede for at sætte krydset andetsteds.
Mere end noget andet tror jeg, der som kandidat selv stod midt i ilden, at den religiøse forskrækkelse, der eksisterede og eksisterer var udslagsgivende. Gang på gang tager jeg mig til hovedet over dygtige, visionære mennesker, der ikke synes at kunne sondre mellem Kristendemokraterne og alskens religiøse miskmask. Når jeg er ved at smide håndklædet i den politiske ring, så er det ikke fordi min tiltro er udbrændt eller min overbevisning er ændret. Jeg stoler simpelthen bare ikke på mine demokratiske medmennesker, mine medvælgere; de endegyldige krydser.
Men mere end noget andet stiller jeg mig tvivlende over for et projekt, et parti, der skal løfte datidens glorificerede kristelige parti tilbage til nye højder. Jeg var stolt ved at se mit navn på en stemmeseddel i 2005 og 2007 for et parti, der gik til valg hos 100 procent af vælgerne og ikke kun fem procent - det kirkelige segment. Kristendemokraterne var og er ikke et “forbeholdt parti”, der kræver kvittering for indbetalt kirkeskat og medlemskab af en større missionsforening.
Jeg er bekendende kristen og har været det så længe jeg kan huske tilbage. Men jeg vil aldrig tage Gud til indtægt for mine politiske holdninger, endsige argumentere ud fra min bibel. Et politisk parti bliver aldrig en religiøs menighed, og det viser sig, at hverken kernevælgerne eller de resterende 99,1 procent af vælgerne forstod dét i november sidste år. Når jeg stolt trådte ind i debatter og større diskussioner var det med løftet hoved for et parti, der erkender vigtigheden af vores kulturarv, vores basale retningslinjer her i livet og et menneskesyn, der ikke findes magen til i det resterende politiske spektrum. Jeg gik til valg for et parti, der ønsker at udbrede den tankegang i det danske demokrati over hele linjen og ikke kun hos de mennesker, man måtte antage forstod vigtigheden af det. Derfor står jeg også stadig fast på, at den linje adskillige uvidende medier og redaktører nu kalder “ukristelig” er vejen frem, hvis det ikke skal gå tilbage.
Med det utopiske samfund for øje når man næppe langt. Kun ved at tage udgangspunkt i hverdagslivet med alle de bristede illusioner det for en personligt indebærer, kan en aktiv forandring finde sted. Ikke af verden, men i verden. At føre en såkaldt kristen politik er ikke at tage nogen højere magt til indtægt og derved mere eller mindre ubevidst forbeholde partiet visse vælgere. Det kunne derimod argumenteres, at netop dette er den bagvendte tanke.
Kristendemokraterne hviler til stadighed deres politik på den kristendemokratiske ideologi, der tager udgangspunkt i menneskeværdet, respekten for livet og naturen og solidariteten med mennesker, der trænger. Jeg tvivler på, hvorledes et “mere kristent orinteret” parti vil kunne overgå summen af dette. Måske tiden vil vise, jeg tog fejl.
Fall’en i noget forelskelse fredag, 4. jan 2008
Skrevet af annebjerregaard under Personal issues, 6 kommentarerSå det ikke lige komme. Indrømmet. Vendte ryggen til i fire sekunder, og da jeg vendte mig om, stod han der. Hvis en blind date kan være en øjenåbner, så var det nok tilfældet.
Jeg er gået hen og blevet forelsket. På den utrolige måde. På den måde hvor tidligere kærester og småforelskelser går hen og bliver forfilm og ubetydelige trailere til den store premiere. På den måde, hvor man har lyst til at hive ham rundt til samtlige familiesøndage, fødselsdage og fester bare for at få lov til at præsentere ham som min kæreste.
Og det er ligesom næsten for godt til at være sandt. Har forgæves ledt efter skæve tilbøjeligheder eller lig i skabet hos ny kæreste, men alt synes at være perfekt. Har konfronteret prince charming, hvorfor han ikke er i fast forhold eller bare gift, som folk i vores segment normalt er. Siger, det er fordi, han først har mødt mig nu. Godt svar
Men måske skal skemamennesket Anne bare acceptere, at man ikke altid kan planlægge og ræssonnere sig ud af det der forhold og forelskelse. Jeg ved bare, at når han lægger armene om mig og kysser mig på panden, så er det nok den hidtil dejligste følelse i verden. At han heller ikke spiser skorpen på sin pizza og at han i det store og hele er summen af alt det, jeg har ledt efter. Har lyst til konstant at fortælle ham hvor dejlig og skøn, jeg synes, han er. Men det er som om han forstår det, også uden nogen ord overhovedet. Og underligt nok. Så tror jeg, han har det på samme måde.
——-
Men nu melder spørgsmålene sig jo nok: Hvem er den mystiske kæreste? Kan han virkelig holde hende ud? Hvorfor insisterer nogle på, at skorpen er det bedste på en pizza? - og ikke mindst: Hvad skal der nu diskuteres under punktet “Eventuelt” på næste styrelsesmøde, når Anne Bjerregaard ikke længere er single?.. Stay seated her på bloggen
Intet nyt fra Vestbyen onsdag, 12. dec 2007
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, 3 kommentarerNogle har efterspurgt nyt på bloggen ( tak til min mor) og den efterspørgsel er hermed taget til efterretning.
Af to årsager er der ikke sket mere end som så:
1: Jeg er midt i min førsteårsopgave på DJH, som mere eller mindre tager al ledig plads i min i forvejen overfyldte hjerne. Oveni gik min ellers så trofaste bærbare pc ned med flaget 12 timer efter opgaven var begyndt. KRISE! Min tro følgesvend er nu sendt afsted i for 270 kroner anbefalet postpakke med otte meter bobleplast, som jeg ikke engang følte overskud til at prikke hul på. Opgaven fortsætter nu på til lejligheden opsat bærbar compaq. Er tilbage i hovedkvarteret i Brabrand, hvor jeg har isoleret mig med et fyldt køleskab ogRittersport med kiks. Forventet udgang af isolationsfængsling: Fredag for at lave interview i Fredericia og deltage i KDU Julefrokost. Forventet ophør af midlertidig indespærring: d. 19 december, hvor opgaven skal afleveres. Har pt. ikke så meget som en nisse eller et kalenderlys til at signalere den stundende højtid. Ville på den anden side se kikset ud at placere aftjent julemand på stablen af ophobede PBS-kuverter, opgaveformuleringer og back up-cd’er.
2: Er i tilstand af tanketomhed, der i telefonen med en veninde i dag er blevet navngivet “redefineringsfasen”. Efter at have overstået en valgkamp på maxblus og efterfølgende syngende lussing er energien væk og tilbage står de spørgsmål, som alle folk stiller og som man også stiller sig selv: Hvad nu? Og svaret er ikke altid så ligetil. Oveni det kommer, at jeg, til min egen overraskelse, nok har ladet mig påvirke mere af det at være en offentlig person, end jeg egentligt havde regnet med jeg ville. Blogs på nettet, ja endda en tysk avis, som under valgkampen yndede at fokusere på mit udseende og fremtræden på visse billeder, ukendte menneskers latterlige sms-beskeder og et hav af mails fra ukendte mænd. Det er det, der står tilbage i bevidstheden, når man ikke har nogen sejr at klynge sine hektiske tre uger op på.
Hvad nu? Jeg ved det ikke. KDU og KD har fyldt alt i mit liv de sidste fem år. Jeg har kæmpet kampen, så godt som jeg kunne. Men jeg er træt nu. Forhåbningsløs. Skuffet og vred. Og det er ikke en følelse, der aftager fra den ene dag til den anden. Så selvom jeg ikke er et menneske med hang til tungsind, så indrømmer jeg gerne det her: Ja, jeg er slået tilbage til start. Men jeg er ikke slået hjem. Jeg er i redefineringsfasen.
