Intet nyt fra Vestbyen onsdag, 12. dec 2007
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret, 3 kommentarerNogle har efterspurgt nyt på bloggen ( tak til min mor) og den efterspørgsel er hermed taget til efterretning.
Af to årsager er der ikke sket mere end som så:
1: Jeg er midt i min førsteårsopgave på DJH, som mere eller mindre tager al ledig plads i min i forvejen overfyldte hjerne. Oveni gik min ellers så trofaste bærbare pc ned med flaget 12 timer efter opgaven var begyndt. KRISE! Min tro følgesvend er nu sendt afsted i for 270 kroner anbefalet postpakke med otte meter bobleplast, som jeg ikke engang følte overskud til at prikke hul på. Opgaven fortsætter nu på til lejligheden opsat bærbar compaq. Er tilbage i hovedkvarteret i Brabrand, hvor jeg har isoleret mig med et fyldt køleskab ogRittersport med kiks. Forventet udgang af isolationsfængsling: Fredag for at lave interview i Fredericia og deltage i KDU Julefrokost. Forventet ophør af midlertidig indespærring: d. 19 december, hvor opgaven skal afleveres. Har pt. ikke så meget som en nisse eller et kalenderlys til at signalere den stundende højtid. Ville på den anden side se kikset ud at placere aftjent julemand på stablen af ophobede PBS-kuverter, opgaveformuleringer og back up-cd’er.
2: Er i tilstand af tanketomhed, der i telefonen med en veninde i dag er blevet navngivet “redefineringsfasen”. Efter at have overstået en valgkamp på maxblus og efterfølgende syngende lussing er energien væk og tilbage står de spørgsmål, som alle folk stiller og som man også stiller sig selv: Hvad nu? Og svaret er ikke altid så ligetil. Oveni det kommer, at jeg, til min egen overraskelse, nok har ladet mig påvirke mere af det at være en offentlig person, end jeg egentligt havde regnet med jeg ville. Blogs på nettet, ja endda en tysk avis, som under valgkampen yndede at fokusere på mit udseende og fremtræden på visse billeder, ukendte menneskers latterlige sms-beskeder og et hav af mails fra ukendte mænd. Det er det, der står tilbage i bevidstheden, når man ikke har nogen sejr at klynge sine hektiske tre uger op på.
Hvad nu? Jeg ved det ikke. KDU og KD har fyldt alt i mit liv de sidste fem år. Jeg har kæmpet kampen, så godt som jeg kunne. Men jeg er træt nu. Forhåbningsløs. Skuffet og vred. Og det er ikke en følelse, der aftager fra den ene dag til den anden. Så selvom jeg ikke er et menneske med hang til tungsind, så indrømmer jeg gerne det her: Ja, jeg er slået tilbage til start. Men jeg er ikke slået hjem. Jeg er i redefineringsfasen.
