Kristen retorikpolitik i det 21. århundrede mandag, 14. jan 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret,Det gjorde ondt på mange i Kristendemokraternes inderkreds at se fronterne blive trukket op i medierne i sidste uge. Det beskidte vasketøj blev hængt til offentlig skue og kreerede en mismodig stemning forud for lørdagens hovedbestyrelsesmøde. Det er med stor ærgrelse, jeg ser gode, stabile kræfter forlade et aktivt virke i det parti, vi alle har brændt så dybt og inderligt for så længe. Politik har alle dage været det muliges kunst, men nu ser intern strid ud til at skulle umuliggøre et samlet KD.
Kritikken har været alsidig, rosen lige så. Efter valget d. 13. november 2007 har svarene været mange på det ene spørgsmål: Hvad gik så galt? Enten var vi ikke kristne nok, vi pegede forkert rent parlamentarisk eller også satte vi en for bedsk Bodil på TV. Vi glemte at nævne Gud ofte nok, vi markerede ikke politiske mærkesager eller vi stod som handlingslammede over for vælgernes traditionelle folkeskole-opfattelse af Kristelig Folkeparti og en spærregrænse, der mere end noget andet argumenterede for at sætte krydset andetsteds.
Mere end noget andet tror jeg, der som kandidat selv stod midt i ilden, at den religiøse forskrækkelse, der eksisterede og eksisterer var udslagsgivende. Gang på gang tager jeg mig til hovedet over dygtige, visionære mennesker, der ikke synes at kunne sondre mellem Kristendemokraterne og alskens religiøse miskmask. Når jeg er ved at smide håndklædet i den politiske ring, så er det ikke fordi min tiltro er udbrændt eller min overbevisning er ændret. Jeg stoler simpelthen bare ikke på mine demokratiske medmennesker, mine medvælgere; de endegyldige krydser.
Men mere end noget andet stiller jeg mig tvivlende over for et projekt, et parti, der skal løfte datidens glorificerede kristelige parti tilbage til nye højder. Jeg var stolt ved at se mit navn på en stemmeseddel i 2005 og 2007 for et parti, der gik til valg hos 100 procent af vælgerne og ikke kun fem procent - det kirkelige segment. Kristendemokraterne var og er ikke et “forbeholdt parti”, der kræver kvittering for indbetalt kirkeskat og medlemskab af en større missionsforening.
Jeg er bekendende kristen og har været det så længe jeg kan huske tilbage. Men jeg vil aldrig tage Gud til indtægt for mine politiske holdninger, endsige argumentere ud fra min bibel. Et politisk parti bliver aldrig en religiøs menighed, og det viser sig, at hverken kernevælgerne eller de resterende 99,1 procent af vælgerne forstod dét i november sidste år. Når jeg stolt trådte ind i debatter og større diskussioner var det med løftet hoved for et parti, der erkender vigtigheden af vores kulturarv, vores basale retningslinjer her i livet og et menneskesyn, der ikke findes magen til i det resterende politiske spektrum. Jeg gik til valg for et parti, der ønsker at udbrede den tankegang i det danske demokrati over hele linjen og ikke kun hos de mennesker, man måtte antage forstod vigtigheden af det. Derfor står jeg også stadig fast på, at den linje adskillige uvidende medier og redaktører nu kalder “ukristelig” er vejen frem, hvis det ikke skal gå tilbage.
Med det utopiske samfund for øje når man næppe langt. Kun ved at tage udgangspunkt i hverdagslivet med alle de bristede illusioner det for en personligt indebærer, kan en aktiv forandring finde sted. Ikke af verden, men i verden. At føre en såkaldt kristen politik er ikke at tage nogen højere magt til indtægt og derved mere eller mindre ubevidst forbeholde partiet visse vælgere. Det kunne derimod argumenteres, at netop dette er den bagvendte tanke.
Kristendemokraterne hviler til stadighed deres politik på den kristendemokratiske ideologi, der tager udgangspunkt i menneskeværdet, respekten for livet og naturen og solidariteten med mennesker, der trænger. Jeg tvivler på, hvorledes et “mere kristent orinteret” parti vil kunne overgå summen af dette. Måske tiden vil vise, jeg tog fejl.
Kommentarer»
Hmm tja ja kender godt forståelsen og fornemmelsen.
Jeg sidder lige midt i eksamenslæsningen til etik og religionsfilosofi efter en veloverstået kirkehistorieeksamen. I forbindelse med Kirkehistorie læste jeg udover uddrag fra kristendemokratiske grundtekster såsom Rerum Novarum, Kristendom og socialisme samt kirkens budskab til de fattige også en tekst af Eivind Bjerregrav en nordmand fra 50′erne. Han påpegede hvad kirkens rolle i en offentlig debat bør være og slog derudover fast at de kristne ikke kan repræsenteres af et enkelt parti, men at man ikke kan forhindre kristne i at slutte sig sammen i et parti.
Det sidste og ikke det første var Kristeligt Folkeparti i Norge (og til en vis grad fortsat er), Til en vis grad var det også det samme Kristeligt Folkeparti blev i Danmark. Det der imidlertid skete med KrF i Danmark, var at en række folk spurgte sig selv og i sidste ende resten af partiet om det ikke var rimeligt og ønskværdigt at brede patiet ud, når man nu ikke var eksklusivt kristent (i dobbelt forstand, hverken angående hvem man repræsenterede eller hvem medlemmerne var). Denne udbredelse af partiet skulle naturligvis have et grundlag, dette grundlag blev naturligvis i et vist omfang politikken, men for reformatorerne især den kristendemokratiske ideologi.
Hvad vil jeeg så sige med alt det her, jo jeg vil forklare en historie og dernæst vil jeg blot påpege overfor især kristne med ønsket om et kristent parti men også overfor kommentatorer iøvrigt, at man, hvis man læser sine kirkehistoriske og kristeligt samfundsengagerende grundtekster vil man komme til den konklussion at udover ambitionen om et større parti ligger der til grund for den bevægelse man langt hen af vejen i KD har foretaget en respekt for kristendommen og dens pointer i forhold til samfundsengagement..