Om ambitioner på nogle nye stationer onsdag, 20. feb 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret,Søndag klokken 13 med bus 15 fra Frederiksberg rådhus. Den velkendte tur ned ad Gammel Kongevej og så et sving ved Vesterport station. Lyntoget mod jylland, der altid afgår fra spor fem eller seks. Det forekommer mig, at jeg har kørt så meget med det tog, at jeg burde købe et togsæt og installere som min etværelses lejlighed. Om morgenen, om natten, på tirsdage, torsdage og søndage og tilbage igen. Sovende, arbejdende, mobilsnak, musik i Mp3-afspilleren. En god bog eller bare tom kig ud af vinduerne. Altid på vej mod et eller andet; en debat, et møde, et foredrag eller en undervisningstime. Og nu var jeg for første gang bare på vej hjem.
Nogen døre må lukkes før andre kan åbnes, og med det tunge bump fra døren i vogn 31 mod Århus H lukkede en fantastisk tid sig bag mig og lod København være København og politik være stadig foranderligt og forbi. For mit vedkommende.
Det har været fem fantastiske år i Kristendemokraterne. Opture er blevet afløst af nedture og om igen. Sene nattetimer med lange politiske diskussioner, meget tidlige morgenmøder, resolutioner, lovforslag og kampen om sofaen i pauserne. Og ikke mindst de medsammensvorne, som med årene og kampene voksede sig til fantastiske og ubrydelige venskaber.
Jeg har set mig selv vokse fra den tilbageholdne introkursist i Kristelig Folkepartis Ungdom til den scenevante næstformand i Kristendemokratisk Ungdom, der ikke kan lade være at besætte enhver talerstol eller platform hun passerer. KDU har fremelsket min iver for at gøre en forskel og kæmpe for den overbevisning, jeg med tiden blev mere og mere overbevidst om, var kristendemokratiet i al dets verdensomspændende mangfoldighed. Iveren for at lære og lære nyt har taget mig til alt fra Amman til Beirut og hen over Skjern og Aalborg. Det er uden pæne floskler og overdrivelser, jeg kan sige, at KDU har formet mig til den, jeg er i dag.
Toget er kørt. Løbet kørte. Vi kæmpede. Og vi tabte. Med min ukuelige og til tider irriterende vilje til at gennemføre og succesere med mine projekter, så har det slået hårdt. På trods af et godt personvalg kan konteksten ikke udelades eller nederlaget ignoreres. Mine ambitioner for KDU og KD er ikke forsvundet eller svundet ind, men mine visioner og drømme har igen taget en drejning; akkurat som da jeg i 2002 meldte mig ind i KFU. Nu gælder det min uddannelse og ideen om at påvirke samfundsdebatten; men denne gang på den anden side af mikrofonen.
Så når jeg på landsmødet d. 9. marts går på talerstolen, bliver det for at gå af. Med al den respekt og kærlighed jeg har til “min” organisation har det været symbolsk for mig at være medskribent til den nye politik, der skal kendetegne os fremover. For det vil det stadig være. Os.
Og med samme vemod og måske et knæk på stemmebåndet, som jeg havde under weekendens sidste styrelsesmøde: Tak for det hele. Vi ses på toppen!
Kommentarer»
no comments yet - be the first?