Min grundlovstale på Ladelund efterskole og Malt sogn d. 5 juni 2008 torsdag, 5. jun 2008
Skrevet af annebjerregaard under Ikke kategoriseret,Allerførst vil jeg gerne sige mange tak for invitationen til at komme herned til jer i dag. Det er min første grundlovstale, og det er en udfordring Jeg vidste slet ikke at jeg allerede var gammel til den slags. Men ikke desto mindre en udfordring, som jeg med glæde har taget op. Og betingelserne er jo optimale, hvis ikke perfekte her i solskinnet.
Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle skrue denne tale sammen. Det kunne være en højtråbende politisk salgstale med punchlines og skældud. Eller en useriøst anekdotefortælling om livet som det udspiller sig i en hektisk valgkamp. Jeg har valgt at køre den min egen stil, sådan som jeg gør med de fleste ting her i livet. Men ingen grundlovstale uden grundlov:
Grundloven blev vedtaget i 1849 af Kong Frederik d. 7 og var resultat af befolkningens ønske om demokrati frem for monarki. Siden er fulgt ændringer til Grundlovens oprindelige form, blandt andet i 1915, hvor fæstede, fjolser, fængslede, fattigrøve og fruentimmere fik tilføjet deres stemmeret. I 1920 ændrede man Grundloven igen, så den også kom til at dække Sønderjylland efter første verdenskrig, der jo fra 1864 og indtil da havde været tysk. I 1953 igen, her ændrede man tronfølgerloven og nedlagde landstinget. Faktisk er der en lille ændring på vej i form af et årstal netop nu, nemlig tronfølgerloven af 2007, som kom undervejs da prins Christian var på vej, og man ønskede kronprinsparrets førstefødte som arving til tronen, ligegyldig kønnet.
De sidste mange år er altså den længste periode, der er gået uden tilføjelser eller ændringer til grundloven. Skal menneskerettigheder ikke indskrives i grundloven? Skal arbejdet for fred i EU ikke skrives ind, som det er gjort i den tyske grundlov? Dette kunne fylde en hel tale i sig selv.
At Grundlovsdag falder den 5 juni er ikke et sammenrend af tilfældigheder, og så alligevel. Kongens elskerinde til venstre hånd, grevinde Danner, havde født kongen en søn på netop den 5 juni, og som en diskret gestus til den uægte søn, der aldrig ville arve tronen, så krævede hun, at grundloven skulle udkomme på hans fødselsdag. Ja allerede dengang var det reelt kvinderne, der sad på magten.:)
Selvom Grundloven er over halvanden hundrede år gammel så synes den for tiden mere og mere aktuel og relevant. Ordet ”ytringsfrihed” er på alles læber. Især i mit fag, journalistikken, er det blevet en efterhånden gammelkendt floskel. Men giver vores grundlovssikrede ytringsfrihed ret til det meste? Jeg tvivler. Danmark er blevet sat på verdenskortet med vores berømte avisillustrationer, Muhammedtegningerne, der ikke alene i Danmark, men i hele verden har delt vandene.
Jeg har stået foran det, der engang var den danske ambassade i Beirut. Mens jeg for mit indre blik så brandbomber og sten blive kastet mod den husfacade, der stod foran mig, kunne jeg ikke lade være at overveje, om det var det værd. Genoptrykningen af tegningerne i dette forår har ikke gjort diskussionen mindre væsentligt. Hvad har vi ret til i demokratiets navn, og er prisen værd at betale? Danskere i udlandet er blevet mere udsatte, dansk erhvervsliv er truet, PET har forhøjet risikoen for en terrortrussel mod Danmark. Senest blev den danske ambassade i Islamabad bombet af det man i dag har fået bekræftet er Al Quida terrorister. Med ytringsfriheden følger også ansvaret for at bruge den rigtigt og bruge den klogt.
Det er også ytringsfrihed at råbe BOMBE i en lufthavn, men det er måske knap så smart?
Jeg er af den personlige overbevisning, at demokrati og ytringsfrihed ikke kan gradbøjes, men med omtanke og forståelse for min næste, der når min personlige overbevisning nye grænser. Vi skylder vores omverden at engagere os og hele tiden prøve at blive klogere på store problemstillinger i vores samfund. Med den tanke in mente, og ja lysten til varme og sol, har jeg nu besøgt Mellemøsten tre gange. Sidste gang i sommeren 2007, hvor jeg havde det privilegium, og den enormt store skræk, at blive inviteret direkte ind i hjertet af Hizbollahs hovedkvarter i Beirut, Libanon. Mine blå øjne og lyse hud stod i stor kontrast til deres mørkegyldne kulør. Solen bagede ned uden for, der var 40 grader og air conditionen i rummet var slukket. Desperat sad jeg i sofaen og hev og sled i min nederdel for at få den til at dække mine knæ. Mine skuldre og arme var godt pakket ind i en sweater, og jeg var mildest talt ved at omkomme i varmen. Men jeg sad med ørerne vidt åbne og tog notater inde i mit hoved, mens en mand oversatte fra arabisk til dansk. Det der slog mig var, uden at gå alt for meget ind i Mellemøstlig politik, at ordene, der strømmede ud af munden på lederen af Hizbollah i Beirut var meget ensidige. Hvis min mund ikke havde været helt tørret ind på grund af varmen, og hvis jeg havde haft modet til at rejse mig op mod denne store muslimske mand - så havde jeg fortalt ham på godt dansk, at han måske skulle prøve at se tingene fra lidt andre sider end bare sin egen.
I dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det. For her i vores lille smørhul begår vi konstant selv den samme fejl. Vi glemmer at vende tingene 180 grader og opleve dem, som andre oplever dem. Det kan være alt fra et skænderi med ens far over, hvorfor man ikke må låne hans nye bil, når man nu lige har fået kørekort. Eller sensoren ved eksamensbordet, der gav 00. Måske var det faktisk bare noget juks, du fik liret af. Måske har bilen kostet 400.000 kroner og ser bedst ud uden skrammer fra en mislykket parallelparkering. Måske bliver andre mennesker ramt på deres personlighed af at se deres religion latterliggjort i en stor dansk avis. Det handler om at se nuancerne og ikke mindst forstå og respektere mennesker, der tænker anderledes end du.
Helt grundlæggende kan jeg godt blive nervøs på vores demokratis vegne i dag. Gode, borgerlige partier har i årtier opbygget ideen om den personlige frihed. Men selv samme partier er i dag ved at nedbryde den tankegang. For at tage endnu en grundlovssikret rettighed, religionsfriheden, så smeltes den i disse år langsomt mere og mere væk. Senest i tørklædesagen, hvor danske dommeres ret til at bære religiøse symboler i de danske retssale er blevet tilbagevist.
Jeg ærgrer mig over den religionsforskrækkelse, som vores ledende politikere bærer præg af i dag. Er et neutraliseret samfund lig et sekulariseret samfund? Jeg tror det ikke. Jeg tror derimod, at religion og tro er med til at definere os som mennesker. Er religionen blevet personlig for os, så vil den gennemsyre vores tanke, tale, forholdet til andre mennesker og relationen til samfundet. Er den kristne tro blevet personlig for os, så bliver den til tanker og handlinger, som vi føler os forpligtede til. Ønsker en muslim at praktisere og vedkende sig sin tro, så tager en kvinde et tørklæde på.
Før i tiden lagde kirkegængere deres våben i våbenhuset ved indgangen til kirken for at signalere ønsket om fred, når de var der. Er det nået dertil i det danske samfund i dag, at vi alle skal smide kors, kalotter, tørklæder og budda-figurer i en, stor bunke, før vi træder ind i en retssal? Eller en skole, eller ned på Borgerservice i kommunen eller til et Grundlovsarrangement? Alene for at blive opfattet som neutrale og vel egentlig: normale oveni hovedet. Jeg håber det virkelig ikke.
Men angsten for religionen eller rettere for de mennesker, der praktiserer den og deres egen version af den, er blevet styrende i det danske samfund. Jeg bor til dagligt i Gellerupparken i Århus og lever midt i det moderne multikulturelle samfund, som nu engang er en realitet, hvad enten nogen vil erkende det eller ej. Jeg havde for nyligt besøg af min ti-årige kusine, og sammen skulle vi tage bussen ind mod byen. Ved et stoppested står en kvinde iført chador, et langt tørklæde, der dækker hele hendes krop, bortset fra fødderne. Min kusine, der er opvokset i en jysk provinsby, hvor de eneste udlændinge er adopterede ønskebørn, læner sig ind til mig og hvisker ”Hun ligner et spøgelse!”. Sammenligningen med det klassiske fastelavnskostume af et lagen med hul til øjnene var ligetil for hende, og jeg måtte presse panden godt ind imod ruden for ikke at grine højt af hendes store måbende øjne. Men ikke desto mindre er det vel ikke langt fra den opfattelse, som mange danskere sidder med. Vi er alle sammen lidt utrygge indeni ved mødet med indvandrere til trods for vi køber deres grøntsager, spiser deres pizzaer, går med dem i skolen og kører med dem i bussen. Vi er måske ikke alle lige villige til at indrømme det, for så ville vi jo være et produkt af mediernes og visse politikeres skræmmebillede af indvandrere, men vi er lidt utrygge. Jeg indrømmer gerne selv, at jeg føler det som lidt en jack ass-udfordring at gå gennem Gellerupparken om natten. Og jeg hader mig selv for det, så derfor bliver jeg ved med at gøre det. Vi må måske vende os til tanken om en forhøjet terrortrussel, men vi må aldrig vende os til de kræfter i os selv, der dømmer og stempler mennesker på forhånd og uden anden grund end frygt og uvidenhed.
En afledt effekt af Danmarks riges grundlov er netop den store demokratiske frihed, vi nyder godt af. Men demokratiet forpligter. Også selvom man ikke er stemmeberettiget, og livet går sin vante gang uden de store problemer, som den jo gør på en efterskole som denne. Jeg har de sidste par år været rundt på en stor håndfuld efterskoler for at diskutere og fortælle om politik, og resultatet er opløftende for mig: alle steder går helt unge mennesker, som jeg selv, ind i store politiske diskussioner med stor viden og et brændende engagement. For igen at vende tilbage til Mellemøsten, så er ungdomspolitisk engagement her næsten ikke eksisterende, fordi det er ulovligt. De siddende magthavere i lande som Libanon, Jordan og Syrien er simpelthen bange, for den effekt, politisk arbejde kan have hos unge mennesker. Unge mennesker er nemlig ofte idealister, som er drevet af deres personlige overbevisning og en tro på, at alt kan lade sig gøre. De er ikke farvede af fortidens synder og parolen om ”at det kan da ikke lade sig at gøre”. I Mellemøsten besvarer man dette forbud ved, som vi unge jo gør, at finde vores egne små løsninger på ting, vi synes er uretfærdige: de opretter debatklubber på universitetet, som udadtil bærer helt neutrale navne, men når døren lukkes, så diskuterer man højlydt magthaverne og deres politik. Uenige, som mange af dem jo er.
Tænk om det samme var tilfældet i dag: at jeres samfundsfagslærer undrende kommer til en lukket dør inden undervisning. Bag døren sidder 9.a og diskuterer, ja nærmest passioneret, den nye finanslov med store gloser, partipolitiske kampråb og slagkraftige argumenter. Dét tror jeg nok ville havne på forsiden af en dansk avis dagen efter.
For det sker desværre alt for sjældent, at unge aktivt involverer sig i politik. Og nej, det er ikke politisk aktivisme at joine en faceboook-gruppe ”Folk, der går med kniv er idioter”. Det er faktisk det, man kalder passivisme, og det bliver mere og mere udbredt i vores generation.
Hvor kedeligt politik end lyder, så vil jeg i dag som en hyldest til vores demokratis 159’s fødselsdag, opfordre cremen af den danske ungdom til at engagere sig i samfundet. Hvis ikke for at lære om det, så i det mindste for at forstå det. Hvorfor er det egentlig, at KL ikke kan give BUPL mere i lønningsposen? Hvad betyder et skattestop reelt for et samfund på længere sigt? Og hvordan kan det være, at ministre ikke helt bestemmer på deres eget fagområde, men skal sættes på plads af vores statsminister, når det ikke er de helt rigtige ord, der kommer ud af munden på hende?
Politik har udfordret og belært mig i seks år nu. Og det er gået rigtig stærkt for mig. Nogen gange FOR stærkt. Næste gang, der er valg, bliver første gang, jeg ikke kan sætte kryds ved mig selv på stemmesedlen. Som 18-årig var jeg opstillet til byrådet i Viborg, om dette efterår måtte jeg indse d. 24 oktober, at jeg var spidskandidat for Kristendemokraterne. For pludselig var der run på. De 20 dages valgkamp har uden tvivl været de mest hektiske i mit liv, foruden de dage, hvor jeg var mest skræmt, travl, søvnløs og motiveret.
Jeg er ikke meget ældre end de af skolens elever, som sidder her i dag. Jeg kan godt afsløre for jer i al fortrolighed, at ens ben vakler, når man sætter sig i en debat med Henriette Kjær, Anders Samuelsen og Morten Messerschmidt. Det er i den slags situationer, at man virkelig har svært ved at sige til sig selv: ”Ro på. Du klarer den. Det er bare… folketingspolitikere.. som er meget ældre end dig. Og klogere. Og med flere bannere. Og en gigantisk valgbus.” Men jeg overlevede hver gang. For det gør man jo. Alligevel må man jo tage sig tiden til at reflektere over det hele bagefter. Som da jeg for nogle måneder siden fik mailen: Morten Messerschmidt added you as a friend on facebook. We need you to confirm that you are, in fact, friends with Morten. Det tænkte jeg over i par timer. Er jeg egentlig det? Vil jeg være det? (jeg endte med a sige ja)
Som det nok er de fleste bekendt, så nåede KD ikke valg. Optællingen i dagene efter viste faktisk, at jeg var kommet ind som det fjerde mandat, hvis vi var nået over spærregrænsen. Alligevel var der ingen grænser for min skuffelse, da jeg stod på Christiansborg den aften. Min hektiske lange kamp, for det jeg troede på, var endt. Uden resultat. Eller i det mindste med et dårligt resultat. Den følelse er ikke forbeholdt ikkevalgte folketingskandidater. Jeg tror vi alle sammen på et tidspunkt enten har oplevet eller vil opleve, at vores drømme, mål og idealer ikke står mål med virkeligheden. Et mislykket forhold, forældre der bliver skilt, drømmeuddannelsen eller jobbet, man ikke fik. Lov har vi alle sammen til at dvæle ved øjeblikket og lade frustrationerne komme ud. Men livet går videre. Og med den idealisme og positive tro på det gode i livet, ja så kommer vi videre. Hvad enten vi er seksten, seksogfyrre eller seksogtres.
Jeg er ved at finde ud af, hvad mit næste projekt skal være i den her verden. Et godt bud kom fra direktøren fra bastard film, der besøgte journalisthøjskolen i sidste uge. Han står bag meget omdiskuterede dokumentarfilm, fx den om forholdene på Strandvænget. Han sagde: Vær indigneret! Vær opmærksom. Slå dig aldrig til tåls med den lette forklaring, og gå altid dybere ind i ting, du ikke forstår.
Det råd vil jeg også give videre til jer i dag. Glædelig grundlovsdag!
Kommentarer»
no comments yet - be the first?