URBANblog
jump to navigation

DF, tag ikke patent på mine danske værdier! tirsdag, 25. sep 2007

Skrevet af annebjerregaard under Et fair menneskesyn, Etikken i politikken, Politik, 3 kommentarer

Knap var Merete Egeberg smidt ud af DF før selvsamme parti løftede sløret for deres  nye selvpromoverende og fremmedfjendske kampagne frem mod valget. Den pænhed, som DF i flere år nu har forsøgt at opbygge ved hjælp af ekskluderinger osv., den er man nu parat til at sable ned igen til fordel for flere kryds ved liste O. “Skik følge eller land fly” - hvis skik, Pia Kjærsgaard?
Nu har DF taget den gode gamle slager fra 2001-valget op igen, og hetzen køres nu fuldt ud mod indvandrere og  nydanskere.
Din skik, Pia, den er ikke min skik, den er ikke alle danskeres skik! Ikke nok med at du hænger på min mur her i Århus, du tager også patent på, hvad mine værdier er. Kære Pia, frisind er ikke lukkede grænser for alle med en anderledes hudfarve. Pia, ligeværd er ikke 24-årsregel og assimilering! Kristendemokraterne vil ægte dansk frisind - accept og tolerance for folk, der er anderledes end os. Hjælp til dem, der virkelig trænger. Solidaritet med verdens fattige, ulandsbistanden op igen så de sultne i Afrika ikke financierer vores skattelettelser. DF, hvori bunder jeres værdier? Kristendemokraternes værdier bygger på menneskeværd, ligeværd, dialog og aktiv religionsfrihed. Dét er danske værdier!

Rapporterer fra bryllup: Stadig korrekt udmelding! søndag, 8. jul 2007

Skrevet af annebjerregaard under Et fair menneskesyn, Kommentarer

Jeg var lige kommet uden for kirken lørdag eftermiddag. Min kusines bryllup. Folk og familiemedlemmer minglerede rundt mellem hinanden og udsagn som ”hvor er hun smuk i den kjole” og ”godt regnvejret er stoppet, hva’?” hørtes sporadisk.

”Hvad er det KD har gang i, Anne?”. Min velinformerede tante satte stilen for den overfladiske ‘hvor er bruden dog smuk-samtale’. Jeg troede, jeg var sluppet. Havde med dyrt frisørhår og familiært udtryk i øjnene regnet med at undslippe politiske abort-konfrontationer på denne dagen derpå. Nok næppe. Alt imens jeg forklarede og forsvarede løs det bedste, jeg kunne, sank mine stiletter dybere og dybere ned i perlegruset uden for kirken. Da jeg stod i knæhøj perlegrus og stadig ikke rigtig fornemmede, at samtalen førte nogen steder, flygtede jeg over stok og sten til receptionen og i sikkerhed ved børnebordet.

For det ér bare ikke så let at forklare, når nogle tydeligvis føler, KD har afsendt et politisk svigt-misil lige i hjertet på adskillige kernevælgere. Folk, som føler, at Kristendemokraterne nu har opgivet alt i populismens navn.

Jeg støtter fuldt ud op om KD’s beslutning. En beslutning, en diskussion og en overvejelse, som har fundet sted gennem længere tid. KD erkender, at den frie abort er kommet for at blive. Det er ikke det samme som at acceptere, at op mod 16.000 fostre mister livet hvert år. Tværtimod. KD ønsker at indgå i en saglig diskussion om nedbringelse af aborttallet. En diskussion, som skal tages med en realistisk og reel tilgang til tingene.

Kristeligt Folkeparti havde ikke gjort det siden midt i halvfjerserne. Kristendemokraterne ej heller. Stillet forslag om at afskaffe den frie abort. I stedet har målet gennem alle årene været højst mulig nedbringelse af antallet af provokerede aborter. I Danmark løser vi intet problem ved at forbyde abort. Så rykker danske kvinder bare til Tyskland og får indgrebet foretaget, og på den måde har vi måske fået én abort mindre i Danmark rent statisktisk, men barnet er stadig dødt, og det er netop den uacceptable essens. Kristendemokraterne ønsker at rådgive kvinden, pigen, som er uventet gravid. Oplyse hende om rettighederne og mulighederne, hun som gravid har. Ikke at tvinge hende ud i en umenneskelig situation, som mere end noget andet kan give ar på sjælen.

Der er altså ikke ændret ved KD’s kamp for det ufødte liv. Tværtimod kan langt flere børn reddes med en realistisk og ikke-utopisk tilgang til dette spørgsmål. Kvinden skal hjælpes og tages hånd om og aldrig stå alene. Som samfund har vi pligt til at tage vare på udsatte og folk med brug for hjælp. For Kristendemokraterne er aborttallet ikke lavt nok, før det ligger på nul. Men dette nul skal ikke frembringes ved kunstige tiltag og afskaffelse af aborten i Danmark, så problemet bare rykkes andetsteds. Problemet skal tages op, og der skal kæmpes for kvinden og for hendes ret til alle oplysninger og info, om hendes muligheder som mor. Først når en kvinde er fuldt ud informeret om den hjælp, samfundet yder hende, og de muligheder adoptionsvæsnet giver, kan en beslutning om en abort træffes på en fornuftsbaseret basis.

Det bliver en lang og værdifuld kamp, og KD er klar til at tage den. Til kamp for det ufødte liv. Og for kvindens svære situation.

At ønsketænke og selvransage tirsdag, 5. dec 2006

Skrevet af annebjerregaard under Et fair menneskesyn, 2 kommentarer

En bedre verden starter ved dig selv. Det lyder som en eller anden Dalai Lama punch line, eller ordinær dameblads-journalistik. Ikke desto mindre er der nok mere sandhed i postulatet, end man umiddelbart skulle tro..

Lad os nu få tabuerne på bordet, og snakke om de slibrige detaljer og kendsgerninger, vi ellers nødigt vil stå ved. Lad os snakke om UDLÆNDINGE!

Jeg rejser en del med tog, og ofte lange strækninger på mange timer. Derfor kan jeg, når jeg har nedstirret Ud & Se magasinet i holderen ved vinduet i tilpas lang tid, godt finde på at bladre i det. Rent faktisk. Og bag i dette yderst tidsfordrivende og GRATIS blad finder man en spøjs kryds og tværs, hvor man kan være heldig at en håbefuld ordlaborant IKKE har sat sine kragetæer ud over hele siden. Dernede i hjørnet af krydseren finder man ofte et smilende billede af en lokal politiker fra Dansk Folkeparti med den hudløst ærlige kommentar skrevet som i neon henover: “Jeg er stolt af at være DF’er” (må jeg her i en kærkommen parantes bemærke, at JA, Dansk Folkeparti HAR gjort det godt med hensyn til pressen, JO de forstår at tale i et sprog folk forstår, og YES der er ikke megen intern fnidderfnadder der forstyrrer parti-linjen. Ikke ret længe ihvertfald. Og slutvis, jo, her kunne Kristendemokraterne sikkert lære en masse) og lad mig så igen vende tilbage til virkeligheden. For når folk er så stolte over at være DF’ere, og det er der jo mange der er, må jeg minde om, at vi her taler om Danmarks tredjestørste og nok mest indflydelsesrige parti på mange områder, mine damer og herrer!- så forstår jeg godt debatten om indvandrere, asylansøgere og “fremmede” har udviklet sig som den har.

Lad mig komme med den første indrømmelse: Jeg er selv foruroligende meget påvirket af tonen i debatten, af skræmmekampagnen, af BT’s forsider. Jeg tog faktisk mig selv i at blive overrasket over, at det ikke var indvandrere der stod bag voldtægten i Næstved, for det er jo dét vi er vant til at høre, ikke? Jeg kigger også pinligt berørt ned i fliserne på Nørreport station, når jeg har kigget lidt for indtrægende på en mørkglødet mand med en lidt for stor rygsæk. Jeg tror, at det kaldes frygt. En frygt som er plantet i mig, ikke selvlært eller selvopdaget.

Derfor hader jeg den faktisk endnu mere. Fordi det ikke er mig selv der har begrundet mistanke, men fordi hele det danske samfund helt grundlæggende er mistænktsomt. Overfor indvandrere, for folk med brune øjne og et tørklæde der dækker et smukt, mørkt hår, som under alle omstændigheder nok er mere spændende end vores leverpostejsfarvede nationale paryk. For de underlige dufte der kommer ud under deres dør i boligblokken, for deres pudsige udtale af danske gloser.

Jeg er begyndt at arbejde med min egen hjerne, og begyndt at sortere i alle de indtryk den til tider må lide under. Jeg har ikke lyst til at ha’ en mening, og en stereotyp forestilling om en hvis gruppe mennesker i det danske samfund, som reelt aldrig har gjort mig, eller nogen jeg kender, fortræd. Men mest af alt har jeg lyst til at møde alle mennesker uanset hudfarve, religion og seksualitet med et åbent sind, og et fast håndtryk.
I Danmark tager vi ikke flere indvandre ind, før vi kan finde ud af at integrere dem vi har nu. Det har vi så ikke kunne finde ud af i 36 år, så stakkels dem der står sidst på ventelisten. Kunne man dog bare se et menneske med ligeså stor værdi som en bleghud, når man så på en eks-iraker, kunne man dog bare lægge fordommende på hylden, og føre en menneskelig politik når det gælder folk, der ikke er født i HC Andersen land. Så kan det godt være at en bedre verden starter ved den enkelte. Men kan vi stå sammen om dét projekt, bli’r udfaldet uden tvivl bedst!