DF, tag ikke patent på mine danske værdier! tirsdag, 25. sep 2007
Skrevet af annebjerregaard under Et fair menneskesyn, Etikken i politikken, Politik, 3 kommentarerKnap var Merete Egeberg smidt ud af DF før selvsamme parti løftede sløret for deres nye selvpromoverende og fremmedfjendske kampagne frem mod valget. Den pænhed, som DF i flere år nu har forsøgt at opbygge ved hjælp af ekskluderinger osv., den er man nu parat til at sable ned igen til fordel for flere kryds ved liste O. “Skik følge eller land fly” - hvis skik, Pia Kjærsgaard?
Nu har DF taget den gode gamle slager fra 2001-valget op igen, og hetzen køres nu fuldt ud mod indvandrere og nydanskere.
Din skik, Pia, den er ikke min skik, den er ikke alle danskeres skik! Ikke nok med at du hænger på min mur her i Århus, du tager også patent på, hvad mine værdier er. Kære Pia, frisind er ikke lukkede grænser for alle med en anderledes hudfarve. Pia, ligeværd er ikke 24-årsregel og assimilering! Kristendemokraterne vil ægte dansk frisind - accept og tolerance for folk, der er anderledes end os. Hjælp til dem, der virkelig trænger. Solidaritet med verdens fattige, ulandsbistanden op igen så de sultne i Afrika ikke financierer vores skattelettelser. DF, hvori bunder jeres værdier? Kristendemokraternes værdier bygger på menneskeværd, ligeværd, dialog og aktiv religionsfrihed. Dét er danske værdier!
Fremtidsfrustrationer! tirsdag, 21. nov 2006
Skrevet af annebjerregaard under Etikken i politikken, 4 kommentarerEt af mine absolut yndlingsprogrammer på tv må være “De unge mødre” på TV4, dén serie tager virkelig prisen. Ikke kun fordi den viser hvor seje, udholdende og gennemført rå vi unge kvinder kan være i krisesituationer, der i dette tilfælde kan vare op til 18 år og mere. Men fordi den viser virkeligheden. Så autentisk og gribende, forfærdende og fantastisk som den kan være.
Ja, selv jeg, der skal have uddannelsen, huset og manden banket godt på plads på villavejen med de andre vovse-luftende gennemsnitsdanskere før jeg får børn. -Selv JEG får helt bløde knæ ved at se sådan et lille vidunder af den race de kalder børn. Jeg vil gerne selv have børn en dag. Med det forbehold selvfølgelig, at jeg kan forme deres verden og virkelighed som JEG vil.
Allerhelst så jeg jo gerne mine fremtidige pudderkvaste vokse op på den trygge bondegård, hvor jeg selv nedtrådte mit første par røde træsko. Allerhelst ville jeg gerne kunne gøre som min mor, og ofre over ti år af min karriere på at gå med fire unger hængende i mine skørter derhjemme, og være lykkelig når jeg fulgte hvert et minut af deres første skridt ud i den store verden. Eller som min far der gladeligt hev tre kedeldragtsklædte snottede børn med elefanthuer op bag i traktoren, og kørte rundt med dem en hel dag ude i plowfuren. Men sådan ser verden ikke ud længere, time has changed som vi siger i den store, og dog overskuelige, globaliserede verden. Jeg erkender, at mine egne børns opvækst ikke bliver lig min egen, vi bevæger os konstant i en kultur, som visse personer og partier kan have tendens til at tage patent på og fastfryse. Sandheden er, at samfundet er i udvikling. Kulturen og normopfattelsen følger med.
Mine børn vil opleve en far der tager forældreorlov, en mand der kan lave græsk lasagne og samtidigt smøre en plæneklipper. De vil se en mor der ikke kommer hjem fra arbejde, men har arbejdet med hjem. En hverdag hvor skellet mellem fritid og arbejdstid udhviskes mere og mere for hver dag. Hvor deres legekammerater i børnehaven kan afhentes indtil kl. 20, da det gælder om at skabe fleksible institutioner, til de fleksible arbejdere der samtidig lider under også at være forældre. Mine børn kommer til at gå i en skole, hvor de allerede inden de fuldt ud kan alfabetet, får smidt en test i nakken, så de kan blive katagoriseret som plus-, minus- eller neutral-elev. De vil vokse op i et samfund hvor tonen mod “de fremmede” bliver hårdere og hårdere, hvor blasfemiparagraffen er gloværdig historie og en perker er en perker. Hvor folkesygdommen hedder stress, hvor fedmen kommer ind som stærk nummer to fordi jeg selv, og andre forældre, har så meget overflod og så lidt tid, at en tur ned på Burger King er lettere end kartoffelmos og dansk national-gris svine-ret med gulerødder og rødbeder.
Jeg frygter faktisk ikke at sætte børn i verden, ikke selve fødslen og smerten ved at udpresse tre kilos knoglefast arvemateriale. Jeg frygter at se hvilke vilkår samfundet byder mit eget kød og blod om bare ti-femten år. Jeg ser tendenserne i politikken i dag, jeg ser de mennesker der er villige til at omdanne vores fremtidige OG nutidige samfundsborgere til rene præstations- og profitmaskiner. Som glemmer mennesket bag. Og så har man glemt hele essensen i politik. Efter min mening.
